Dikt
Henrik Ibsens skrifter 2009
© Henrik Ibsens skrifter
Edering
Christian Janss (ansv.), Stine Brenna Taugbøl, Ellen Nessheim Wiger
Innsamling av materiale
Ståle Dingstad, Sverre Ingstad, Aina Nøding, Mette Witting
Kollasjonering og koding
Gry Berg, Aasta Marie Bjorvand Bjørkøy, Nina Marie Evensen, Ingrid Falkenberg, Helene Grønlien, Åshild Haugsland, Ingunn Ims, Kari Kinn, Inger Marie Kjølstadmyr, Sigrid Larsson, Margit Sauar, Henninge Margrethe Solberg, Eivor Finset Spilling, Stine Brenna Taugbøl, Ellen Nessheim Wiger, Gunnhild Wiggen, Mette Witting, Asbjørn Aarseth, Ingvald Aarstein
Kommentering
Vigdis Ystad (ansv.), Asbjørn Aarseth (ansv.), Thoralf Berg, Jørgen Fafner, Narve Fulsås, Karl Gervin, Nils Grinde, Dag Gundersen, Jan Ragnar Hagland, Arnbjørn Jakobsen, Egil Kraggerud, Kristoffer Kruken, Else Mundal, Erik Mørstad, Øyvind Norheim, Aina Nøding, Kristian Smidt, Olav Solberg, Stine Brenna Taugbøl, Per Øhrgaard, Maria Alnæs (manusred.), Aasta Marie Bjorvand Bjørkøy (manusred.), Gaute M. Sortland (manusred.)
Hilsen til
hans Kongelige Høihed Vicekongen
af Henr. Ibsen
Fremsagt af
Mad. Brun ved
Theatrets Festforestilling
Tirsdagen den 22de Juli 1856
A | |
I vor Erindrings-Krands fra svundne Dage | |
b | | Der staaer en Blomst med fagert Farveskjær, | |
b | | Saa vaarlig-frisk, saa duftende den er, | |
A | | Skjøndt den sprang ud for tyve Aar tilbage. | |
| | |
A | 5 | Og Blomsten er de minderige Dage, | |
b | | Da Oscar engang stod iblandt os her | |
b | | Som Norges Fremtidshaab, og blev os kjær, | |
A | | Mens hine Høitidstimer svandt saa fage. | |
| | |
C | | Og da han atter monne hjemad stævne, | |
d | 10 | Da drog han som en Helt fra Seiersfærd | |
E | | Med Folkets hele Kjærlighed som Bytte; | |
| | |
d | | Det er en Vinding som har Vægt og Værd, | |
C | | Og Faa kun fik, som han, den rige Evne | |
E | | At komme, see, og Troskabs Baand at knytte. | |
| | |
A | 15 |
Og da han atter stod i Slottets Sale | |
b | | Saa var ei derfor Baandet løst og glemt; | |
b | | Der var et Minde i hans Hjerte gjemt, | |
A | | Det vidned’ kraftigt han i Daad og Tale. | |
| | |
A | |
Han vidned’ høit at hid til vore Dale | |
b | 20 | Saa tidt hans Tanke stævned’, festligt stemt; | |
b | | Thi Kongehjertet, sorgfuldt og beklemt, | |
A | | Kan dog ved Folkets Bryst sig bedst husvale. | |
| | |
c | | Og Kongebarnet, lyttende og tyst, | |
D | | Stod ved hans Side medens han fortalte | |
c | 25 | Om Sommerfarten til den fjerne Kyst; | |
| | |
c | | Og mangt et Billed, vinkende og lyst, | |
D | | Som Eventyr i Barnets Sjæl sig malte | |
c | | Og fyldte længselsrigt dets unge Bryst. | |
| | |
a | |
Nu, Kongesøn! Du stander her som Mand, | |
B | 30 | Og Folkets Jubel Dig imøde klinger; | |
B | | Modtag da og den Hilsen her vi bringer, | |
a | | Den er et Velkomstord fra Fjeld og Strand. | |
| | |
a | | Den er en Hyldest, hjertelig og sand, – | |
B | | Ei en, som Pligten over Læben tvinger, | |
B | 35 | Men en, som kræver Ordets stærke Vinger | |
a | | For lydt at juble med det hele Land. | |
| | |
c | |
I den er lagt vor Kjærlighed, vort Haab, | |
c | | I den er lagt vor Tro paa Aandens Daab, | |
D | | Der har Dig adlet til Din høie Gjerning. | |
| | |
D | 40 |
Og hvordan Tidens skjæbnesvangre Tærning | |
E | | End falde kan, – vi føle og vi vide: | |
E | | Paa Dig tør Nordens Brødrestammer lide! | |
| | |
A | |
Vær hilset Kongesøn! Du har forstaaet | |
b | | Hver Tidens Trang, hvert Krav i Folkets Bryst; | |
A | 45 | Det rige Sædefrø, Din Æt har saaet, | |
b | | Ved Dig skal modnes til en gylden Høst.
| |
| | |
b | |
Og derfor see vi op til Dig med Lyst; | |
A | | En dristig Sjæl til Dig i Arv er gaaet, – | |
b | | Og vinker Pligten Dig til Vaabendyst, | |
A | 50 | Da har Du ei forgjæves Sværdet faaet! | |
| | |
C | | Klart har Du fattet Nordens største Tanke, | |
d | | Den Aand, hvori er lagt vort bedste Liv, | |
E | | Den Blomst, hvori vor Fremtids Frø vi eier. | |
| | |
d | | Og kjækt, som Manden værner om sin Viv, | |
C | 55 | Saa vil Du værne om den fagre Ranke, | |
E | | Og føre den til Modenhedens Seier! | |
| | |
A | |
Og om end mangen Alvorsstund Dig venter | |
B | | Paa Fremtidsbanen op mod Maalets Tinde, | |
B | | Det vil dog ei Din stærke Vilje binde, – | |
A | 60 | Thi rig er Lønnen, som Du engang henter; | |
| | |
A | | En bedre Løn, end kolde Monumenter, – | |
B | | Erindringstræet, som er sluttet inde | |
B | | I Folkets Barm, i Tidens friske Minde, | |
A | | Og hvor i Frugtens Guld Dit Navn sig prenter. | |
| | |
C | 65 |
Modtag da, Fyrste! som en Røst fra Folket, | |
C | | Den Velkomsthilsen, som er her Dig tolket, | |
d | | Og som vi freidigt lægge for Dig ned. | |
| | |
E | | Vort bedste Ønske følge Dine Veie, | |
E | | Du Arving til det kongelige Eie, | |
d | 70 |
Til Nordens Troner og dets Kjærlighed! | |
| | |